Åååh altså!
Nu er jeg gået gennem folkeskolen med en følelse af at være et helt andet sted i mit liv. Jeg har aldrig kunne forstå mine klassekammeraters interesser. Faktisk har jeg i en periode ikke gidet at have noget med dem at gøre - med undtagelser, selvfølgelig. Jeg skulle bare videre på gymnasiet hurtigst muligt. Videre til det "rigtige" liv med "rigtige" mennesker.
Og så nu, i 9. klasse, hvor folkeskolen spiller på sidste vers, har det hele ændret sig. Der er som om at lige så snart det gik op for mig, at jeg helt seriøst ikke havde så meget tid tilbage med min klasse, knyttede jeg et bånd som gør helt ondt.
For ja, de er da pisse latterlige. Men jeg elsker jo de hoveder. Og jeg glæder mig stadig som en sindssyg til at komme gymnasiet - også til at få en ny klasse. Men lige pludseligt er jeg blevet urimeligt glad for den jeg har.
Det ville være så meget nemmere hvis jeg stadig ikke havde noget forhold til klassen. Hvis de bare var mennesker jeg var blevet sat sammen med, i nogle situationer havde udviklet venskaber med, og i andre ikke. Så ville det være en naturlig afsked - et øjeblik jeg har ventet på og set frem til.
Men samtidig med at det er seriøs dårlig timing for en sådan omvending, så synes jeg det er rart. Vi arbejder hen mod eksamen sammen. Åndssvage lærere, for mange lektier, terminsprøver - sammenholdet holder os gående og det er for fedt. 9.C på Løjtegårdsskolen er nogle latterlige, barnlige, uhumoristiske, skønne spassere - og ja, jeg tæller også med. ;-)
Guuuuuuys - I er søde nok :-D